Når jeg har mulighed for det, bruger jeg tid til at udøve filosofisk praxis. Den slags praxis, som Aristoteles beskrev som ‘noget vi gør, fordi det har værdi i sig selv’. Det er altså forskelligt fra praksis, hvor vi er formålsorienterede. Praxis er knyttet til den eksistentielle dimension i tilværelsen.
I den praxis jeg vælger at engagere mig i, er der virkelig ikke meget ’gang i den’. Der er mest helt stille. Enten i meditation eller i kontemplation. Eller i tænkning. Ingen samtaler med lyd. Der er meget undren og en ejendommelig følelse af nærvær og ja, livsglæde. Det lyder en anelse frelst på skrift og det er ikke min hensigt at lyde som en, der har fundet lyset. (For sådanne karakterer er ofte dem, der spreder mest mørke). Derimod har jeg lyst til at dele lidt begejstring. For i de mellemrum der opstår, hvor jeg i bedste sokratiske stil søger afstand til det sansede for virkelig at forstå det, ja – der læser jeg og lader mig oplyse og inspirere.
I en af disse stunder fandt jeg virkelig interessant selskab med professor Finn Thorbjørn Hansen via hans bog ’At stå i det åbne – dannelse gennem filosofisk undren og nærvær’. En bog om bl.a. filosofiske undringsfællesskaber og at leve et filosofisk liv. Det vi måske på moderne dansk kalder at leve autentisk, når vi virkelig bruger begrebet korrekt.
At leve et filosofisk liv – at drage etisk egenomsorg
Der er mange temaer i bogen, der er interessante og som gør den værd at læse. Men jeg vil blot opholde mig ved et enkelt aspekt i en meget læseværdig bog. Et enkelt aspekt som så fint redegør for et emne, som jeg er særligt optaget af, nemlig etisk selvomsorg og at leve et filosofisk liv. Det er i den grad i fuld overensstemmelse med det, jeg til dagligt støtter klienter og kunder i at udvikle og efterleve. Både i ledelses-, rådgivnings- og undervisningssammenhænge og i det dagligt levede liv, når jeg arbejder med eksistentiel coaching, lederudvikling og terapi.
Det meningsfulde spørgsmål vi hver især må stille os selv er, hvordan vil jeg leve mit liv? Ud fra hvilke principper og fra hvilket ståsted. For at besvare spørgsmålet må vi lede og lytte. Vi må filosofere – altså have stræben efter at vedblive at lede efter visdom og aldrig føle os færdige. Vi må hele tiden betræbe os på en eksistentiel refleksion og praksis der undersøger om der er overensstemmelse mellem det, vi mener er det gode, – og det vi rent faktisk udlever og praktiserer i vores dagligdag. Det kræver, udover kendskab til vores personlige værdier og vores etik, en selvforståelse der har sans for de grundvilkår, vi allerede er indfældet i. Vi må altså agere ud fra både den etiske fordring i situationen og den eksistentielle fordring.
Kernen i denne bestræbelse ligger i evnen til at stå i det åbne. At åbne sig for sansningen. Åbne sig med en ’beundrende undring’ til livet, til øjeblikket, til den anden – og lytte. Vi må være i forbindelse med det fænomen, vi prøver at undersøge og forstå. Vi må forbinde os og tale fra indersiden af sproget fremfor fra ydersiden. Altså fra en levet erfaring eller en forholden sig til fænomenet. Vil jeg forstå godhed, må jeg tale og tænke fra min oplevede og levede godhed.
De fleste af os kender det delfiske råd ’Kend dig selv’ – men alt for mange kender det måske som en psykologisk og indadskuende undersøgelse. I stedet må vi forstå det som et råd om selvbesindelse. Et råd om at besinde os på, hvor lidt vi i grunden ved som menneske og i stedet blive opmærksom på at drage etisk omsorg for vores måde at leve vores liv på
Etisk selvomsorg er en nærværende undersøgelse og opmærksomhed på, hvorvidt jeg lever et liv – i tanke og handling – der er i overensstemmelse med de idealer om det gode liv, jeg har.
Nogle oplagte veje til at vække den etiske selvomsorg og en filosofisk livsførelse kan være
• Opmærksomhedsøvelser
• Meditationsøvelser
• Intellektuelle øvelser såsom at skrive, samtale og læse
• Praktiske øvelser i ændring af livsvaner for at opnå et mere vist liv præget af integritet
Hvis jeg skal tale ud fra mit eksistentielle perspektiv, mit levede liv, så vil jeg mene at se, at alle mennesker, og måske endda særligt ledere i dag, kan have brug for at hengive sig til etisk selvomsorg og et filosofisk liv.
Virksomheder kan drage stor glæde af i højere grad at skabe undringsfælleskaber og sokratisk inspirerede dialogfora, hvor professionsetik og ledelsesetik kontinuerligt kan genbesøges, deles og holdes vitalt. Jeg er ret overbevist om, at stress og mistrivsel vil påvirkes positivt og at læring og innovation vil stige betragteligt, hvis først og fremmest ledere stopper op og bliver stille og undrende, og dernæst inviterer medarbejdere med på rejsen.
Hvordan drager du etisk selvomsorg?